Et nordisk energisamarbejde vil accelerere den grønne omstilling, men det kræver også investeringer og udbygninger i atomkraft, herunder i Danmark, skriver tre skandinaviske forskere i Altingets temadebat.
Det nordiske elsystem er unikt i sin mangfoldighed af energiressourcer, der kan arbejde sammen. Norge og Sverige har store vandkraftressourcer. Finland og Sydsverige er gode til atomkraft. Danmark har været et foregangsland for vindenergi med sine gode vindressourcer, skriver Energi og Forsyning..
De nordiske lande har haft strøm- og energiudveksling siden 1960’erne. Elnettet er bygget godt sammen, og vi har haft et af de mest velfungerende elmarkeder i verden. Hvorfor tænker landene ikke mere holistisk for at nå klimamålene?
dag producerer det nordiske elsystem anslået 425 terawatt-timer (TWh) om året. Behovet frem mod 2050 kræver næsten en fordobling af elproduktionen. Der er ikke potentiale for større mængder ny vandkraft uden at tage fat på de beskyttede vandløb, hvilket ville være i strid med FN’s Naturaftale.
I praksis vil meget af nutidens kerne- og vindkraftproduktion også have opbrugt sin levetid. Derfor skal mere end 500 årlige nye terrawatt-timer være på plads inden 2050. Det vil primært komme fra vind- og atomkraft med solenergi som supplement.
Vand- og vindenergi er ikke nok
Nogle vil måske mene, at Norge er selvforsynende med fleksible vandkraftressourcer, og at de derfor kun kan nå at udvikle vindenergi.
Det er rigtigt, at Norge har halvdelen af lagrene i hele Europa. Men selvom du har et stort batteri, tager det lang tid at oplade og dræne. Kapaciteten er kun 30 gigawatt, hvilket er cirka en tredjedel af den installerede kapacitet i Norden.
Et større behov for hurtigere ændringer i vandenergiproduktionen kan også have negative miljømæssige konsekvenser, hvis der ikke foretages forbedringer i vandløbene.
I år med mindre tilstrømning i reservoirerne, er der også lidt vind. Det vil for det meste påvirke Norge i såkaldte tørre år.
Norge risikerer dermed at mangle strøm, når der er mest brug for den. Udfordringerne med at skabe balance i effekterne er også krævende i de øvrige nordiske lande.
I en tid med klimaforandringer og ekstremt vejr, må vi ikke gøre os selv endnu mere sårbare over for vejr og klima ved kun at udvikle energikilder, der er prisgivet vejret. For at have tilstrækkelig justerbar kraft har vi brug for flere ben at stå på. Og vi kommer ikke uden om atomkraft.
Norden har brug for et robust energimiks
Svenskt Näringsliv (svensk arbejdsgiverorganisation, red.) peger på en teknologineutral vej for Sverige i sin langsigtede analyse af mulige energiscenarier. Rapporten viser, hvordan man får det mest rentable energimiks, hvis man forsøger at udvikle en god blanding af atomkraft, vind- og vandenergi.
Det samme er også begyndt at blive realiseret i Norge. Ved at udvikle atomkraft vil det være muligt at øge værdien af fleksibel vandenergi.
Atomkraft som fundament kunne frigøre vandenergi til bedre at spille sammen med vindenergi. På Norges Tekniske- og Naturvidenskabelige Universitet (NTNU) er der nu taget et nyt forskningsinitiativ, der skal se på atomkraftens rolle i et vedvarende energisystem.
Sverige vil investere kraftigt i atomkraft, eksempelvis gennem såkaldte små modulære reaktorer (SMR’er), der er baseret på eksisterende og gennemprøvet teknologi. Med aluminiumsbælteproduktion er det muligt at tilvejebringe en hurtigere udvikling end de skræddersyede løsninger, vi har set i de senere år.
Nordisk samarbejde om atomkraft?
På kortsigt er det langt det nemmeste at udvikle flere atomkraftværker i Sverige og Finland. Mere atomkraft som basiskraft vil være til stor gavn for hele det nordiske elmarked, herunder Norge og Danmark, som hidtil ikke har haft kommercielle atomkraftværker.
Hvis Sverige bygger en eller flere reaktorer tæt på det tidligere hedengangne Barsebäck, kan det styrke forsyningssikkerheden til Danmark.
Der er også planer om at udvikle ny atomkraft ved Ringhals nær Göteborg, som kan styrke den norske magtbalance gennem tilstrækkelige transmissioner.
Der bør også sørges for, at Norge og Danmark kan bygge atomkraft, så der også i disse lande er en god blanding af emissionsfrie energiløsninger.
En væsentlig hindring for det er, at få folkevalgte politikere afspejler befolkningens mening om emnet. Det ser vi fra meningsmålinger i Danmark og Norge, hvor flertallet af borgerne nu går ind for atomkraft.
For at komme hurtigere i gang med atomkraft skal man skære ned på tiden for reguleringsprocesserne. Der bør derfor etableres en fælles licensordning for atomkraft i Norden, som Canada og USA har planer om.
På den måde kan vi facilitere en stærk forsyningskæde på tværs af landegrænser. Det er ikke nogen let opgave. Vi bør derfor indlede disse samtaler så hurtigt som muligt.
Der bør også udarbejdes aftaler om, hvordan det radioaktive affald skal opbevares. Samarbejde om dette kan drastisk reducere de samlede omkostninger.
De sparede penge kan bruges på foranstaltninger, der reducerer behovet for opbevaring. Det kan være alt fra forskningsprojekter til initiativer for virksomheder, der ønsker at bruge affald som brændsel i avancerede reaktorer eller oparbejde affald til genbrug.
Danmark og Sverige går forrest med havvind
På samme måde bør de nordiske lande koordinere udviklingen inden for vindkraft. På grund af konflikter om arealanvendelse vil meget af vindenergien blive flyttet ud på havet. Danmark og til dels Sverige har gode forudsætninger for at bygge meget havvind på lavvandet hav i Nordsøen, Kattegat og Østersøen.
Det er væsentligt billigere end den flydende havvind, Norge planlægger at bygge.
Verden – og de nordiske lande – står over for en enormt krævende opgave. Vi skal derfor gøre brug af alle de emissionsfrie energiløsninger, vi har, og bygge videre på det, der har virket.
Klimaændringerne påvirker os kollektivt, og problemet skal derfor også løses i fællesskab.
Hvis der er en region i verden, der er godt rustet til at gøre netop det, er det Norden. Artikkelen er offentliggjort i «Energi og Forsyning».
Jonas Kristiansen Nøland
Professor, Institut for Elektricitetsenergi, Norges Universitet for Videnskab og Teknologi
Martin Hjelmeland
Postdoktor, Institutt for elektrisk energi, Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet (NTNU)
Samuel Estenlund
Doktorand, Industriell elektroteknik och automation, Lund Universitet
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
